Fire studerende fra SDU vil hjælpe de små gartnerier med at være konkurrencedygtige på den længere bane med ”vertical farming”.

Det danske landbrug er en udskældt branche. Med 60% af landets areal tildelt landbrug, hvor næsten 80% af det går til dyrefoder i stedet for føde til mennesker og at den kun bidrager 2% af Danmarks BNP pr. tal i 2017, er der umiddelbart ikke meget fornuft i det hele, når man kigger overordnet på sagen.

Men der er heldigvis mange løsninger på de mange problemer, der ser ud til at være med landbruget. Blandt andet at små lokale gartnerier startes. De har dog ikke altid de bedste forudsætninger for at lykkes, når landbruget stadig er så stort, som det er, og at der er mange spillere på markedet.

Og det er her, at en virksomhed startet af fire studerende fra SDU kommer på banen. De vil nemlig hjælpe gartnerierne med at udvide deres produktion uden at skulle udvide deres gartneri. Det lyder måske lidt mærkeligt, men der er en ganske logisk forklaring på, hvordan det kan ske. Begrebet kaldes ”vertical farming”.

Oversat direkte til dansk, betyder det ”lodret landbrug”. Nemlig at gro ting lodret i lag. Og det er den slags moduler, som virksomheden Hydrovertic arbejder med.

- Vi laver et system, så gartnerier kan gro vertikalt i drivhusene, altså i lag. Vi sørger på den måde for, at de ikke skal udbygge haller, da vores system er tilpasse til deres drivhus, hvor de dyrker deres grøntsager, så de gror ovenpå hinanden, fortæller en af medejerne, Jacob Høj Copeland, som studerer på SDU i Sønderborg, til OTOWN.

Begrebet ”vertical farming” er slet ikke nyt. Faktisk har det været beskrevet i mange år, men det er først nu, at det for alvor tages i brug. Det er også noget, som bruges af flere store gartnerier. Som fx Nordic Harvest, der for ikke så længe siden tog del i et indslag i DR2-programmet Tæt På Sandheden med Jonathan Spang.

En af de ting, der gør ”vertical farming” så specielt er måden, man kan styre hele produktionen på.

- Vi sparer gartnerierne for at brug en masse vand. For da teknologien cirkulerer vande, kan vi blive ved med at genbruge det. Og så sikrer vi, at der ikke bliver brugt unødvendigt meget gødning til produktionen, som normalt ryger ud i naturen og ned i jorden. Her bliver den genbrugt. Vi har altså total kontrol over hvilke ressourcer, der kommer ind og ud af systemet, samt hvor det ender, forklarer en af de andre medejere, Rudy Mandrup Cazelles, som er i gang med at skrive speciale på sit studie Product development and innovation.

Vil hjælpe de mindre og spredte gartnerier

Hele idéen med virksomheden er blandt andet at hjælpe alle de små gartnerier. Mens konkurrenterne ser mod større virksomheder, der arbejder på fabrikker og i clean rooms, går Hydrovertic efter de spredte gartnerier.

På den måde hjælper Hydrovertic de mindre gartnerier med at forblive konkurrencedygtige, hvis de implementerer deres systemer. På den måde hjælper de også det generelle landbrug med at blive mere bæredygtigt.

- Det er altid både sundere og mere bæredygtigt at spise mad fra det lokale og nationale landbrug i stedet for at importere det fra udlandet. Så vi hjælper også lokalt med, at de små gartnerier kan blive solgt i supermarkederne og i sidste ende give forbrugerne et sundere valg at tage, når de køber ind, siger Rudy Mandrup Cazelles til otown.dk.

De vil samtidig gerne kunne levere skræddersyede systemer til kunderne, så de passer ind i de forskellige drivhuse og gartnerier. Hydrovertic starter med gartnerierne i Danmark, men de ser også potentiale i Sverige og Norge, som de gerne vil udvide deres forretning til i fremtiden.

Mangler stadig det færdige produkt

Mål og drømme er altså store for den stadig lille virksomhed med base i Odense. For selve produktet mangler stadig at blive udviklet præcis, som de gerne vil have det. Derfor er de netop nu ved at række ud til potentielle kunder, hvor de vil kunne implementere deres systemer og afprøve dem i praksis.

- Vores næste mål er at komme ind i et gartneri og implementere systemet og få det til at virke. Vi har heldigvis et rigtig godt netværk og en stærk partner, som kan sætte os i kontakt med de rigtige folk, siger Jacob Høj Copeland.

De kigger dog også på løbende at kunne udvikle på deres produkt. Blandt andet vil de ikke kun arbejde med at hjælpe gartnerierne med at gro deres grønt, men også høste det.

- Det er også noget, vi udvikler på, og som vi gerne ser som en del af den automatisering, der kommer med vores systemer. Men der er aldrig en endelig løsning, afslutter Jacob Høj Copeland.

Skrevet 
Apr 26, 2021
 i 
Tech
 kategorien

Mere fra 

Tech

 kategorien

Se Alle

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nye indlæg
som den første.

Ingen spam! Læs vores Privatlivspolitik
Thank you! Your submission has been received!
Oops! Something went wrong while submitting the form.