37-årige Camilla Nellemann og 36-årige Helene Cooper Larsen går på arbejde for at hjælpe børn med at overkomme deres sprogvanskeligheder. Forleden vandt de en Odin Impact-pris for deres bæredygtige tilgang til at drive forretning.

Selv om de er universitetsuddannede audiologopæder og lever af at understøtte landets talepædagoger, har de svært ved at udtale ordet 'vækst'.

"Vi er ikke interesserede i vækst for vækstens skyld, og vi bliver aldrig 100 ansatte. Men vi har masser af ambitioner for Sprogeriet. De går bare også ud på at hjælpe så mange børn som muligt," siger Camilla Nellemann og Helene Cooper Larsen fra Sprogeriet.

Til hverdag lever de af at udvikle legende lette læremidler, så talepædagoger og andre medarbejdergrupper i landets dagtilbud kan lære børn at sige gulerod og dukke i stedet for 'dulerod' og 'gukke'.

"Vores arbejde er bare så fedt og så meningsfuldt. Sproget er fundamentet for så meget i et barns liv. Hvis et barn med sproglige vanskeligheder ikke får den rigtige hjælp på det rigtige tidspunkt, kan det have store konsekvenser både socialt, sprogligt og kognitivt," siger Camilla Nellemann og Helene Cooper Larsen.

De blev færdige som audiologopæder på SDU i 2015, efter at de sammen havde lavet speciale om, hvordan man hjælper børn med udtalevanskeligheder.

Kort efter stiftede de deres eget firma, Sprogeriet, som forleden vandt Odin Impact-prisen. Ifølge juryen flugter firmaets vision om at hjælpe børn med FN's fjerde verdensmål, der handler om at sikre alle lige muligheder for at få en god uddannelse.

Helene Cooper Larsen havde arbejdet som pædagogmedhjælper og ungerådgiver, da hun begyndte at læse audiologopædi. Foto: PR/Sprogeriet.

"Det var frustrerende at konstatere, at selv om der er en masse forskningsbaseret viden om børns sprogtilegnelse, så blev det ikke omsat til praksis og kom børnene til gavn," siger Helene Cooper Larsen.

Ifølge de to mangler der målrettede materialer og nævner som et eksempel, at man mange steder indenfor talepædagogikken stadig bruger et fonologisk vendespil fra 1978.

"Talepædagoger og det øvrige pædagogiske personale har stadig travlt med at fotokopiere, klippe, klistre og ikke mindst laminere spil og kort, fordi der ikke eksisterer nyere, målrettede materialer" siger Camilla Nellemann.

Derfor sætter firmaet en ære i at gøre vejen fra den audiologopædiske forskerverden til vuggesten og børnehaven så kort som mulig.

Camilla Nellemann var egentligt begyndt at læse sociologi, men ville hellere tættere på mennesker og skiftede studie. Foto: PR/Sprogeriet.

"Vi vil have forskningen ud at leve. Når vi udvikler nye spil og materialer, sker det i et tæt samarbejde med børn og voksne ude i virkeligheden," siger Camilla og Helene, som gennem længere tid har haft et tæt samarbejde med flere børnehuse i Odense Kommune.

"Vi lytter meget til, hvad børnene og de voksne siger, når de tester vores materiale," siger de to audiologopæder, som ikke vidste noget som helst om forretningsmodeller og budgetter, da de gik i gang.

"Vi var så heldige, at vi kom med i et innovationsforløb og derigennem fik en mentor, som ikke grinte alt for meget, når vi sagde de forkerte ord. Det var en slags kravlegård for os og en stor hjælp," siger Camilla Nellemann og Helene Cooper Larsen, som siden fik en investor med, som i fjor geninvesterede i selskabet.

"De tror på os, så det stoler vi på," griner de to iværksættere, som befinder sig i en branche med stor efterspørgsel.

Hele Sprogeriet (fra venstre): Helene Cooper Larsen, Camilla Nellemann, Karina Dokkedal (studentermedhjælper), Celine Lærke Hansen, (juniorkonsulent) og Maria Kolind Knudsen (projektleder).Foto: PR/Sprogeriet.

"Desværre har 15 procent af de 5-årige et sprog som en 3-årig, når de skal til at gå i skole. Det er ret kritisk, så der er nok at hjælpe til med," siger Camilla og Helene, der ikke har set det som et problem, at de var venner, da de gik i gang med at lave forretning sammen.

"Vi ser det som en styrke, at vi har læst sammen og kender hinanden privat. Vi har set hinanden i alle tænkelige situationer og har et godt samarbejde, uanset hvor pressede vi bliver," siger de to, som undervejs i deres iværksætterforløb fik kortlagt deres adfærd via en DISC-analyse.

"Den viste, at selv om vi troede, vi var ens, så har vi vidt forskellige profiler. Det er måske derfor, at vi arbejder så godt sammen," siger Helene Cooper Larsen, som ifølge sin DISC-profil er rigtig god til at finde på, starte op og sætte i værk - og trives med mange løse bolde og ender.

"Heldigvis elsker jeg at afslutte og samle trådene, så vi supplerer hinanden perfekt," siger Camilla Nellemann.