Anna Aagaard har skabt en socialt ansvarlig virksomhed, som fremstiller lædervarer i hånden. Efter flere år med et værksted i en baggård og en shop på nettet, åbnede hun butik i Vestergade 14. marts.

"Timingen kunne ikke være dårligere, men jeg tager det som en udfordring. Jeg har en popcorn-hjerne, hvor der hele tiden popper nye ideer op, som bare skal føres ud i livet. Og jeg er typen, der aldrig giver op," siger 52-årige Anna Aagaard, der i 2015 etablerede den socialt ansvarlige lædervirksomhed Narv.

Anna Aagaard vil have odenseanerne til at købe bæredygtigt læderhåndværk fra sin butik i Vestergade 44, som stadig holder åbent både fysisk og på nettet.

Hun er uddannet cand.negot. og har siden 2002 været med til at opbygge det kreative bureau Fingerspitz på Odense Havn. Som bestyrelsesmedlem hos fødevareproducenten Grambogård fandt hun ud af, at alle huderne fra de bæredygtigt opdrættede kødkvæg blev eksporteret til den kvalitetsbevidste tyske bilindustri.

"Jeg synes, det var ærgerligt, at vi ikke selv kunne bruge det læder her i Danmark. Mange af Grambogårds kunder er jo gourmetrestauranter, som også går op i kvalitet og storytelling, både hvad angår påklædning og indretning. Så måske kunne de være interesseret i nogle produkter, der understøttede dén fortælling," siger Anna Aagaard, som derfor begyndte at designe og udvikle læderforklæder, servietringe og menukort til restaurationsbranchen.

"Heldigvis tankerne så godt modtaget, at vi kunne begynde at producere og sælge vores varer, selv uden at have en fysisk butik. Men lige fra begyndelsen har det været min plan at åbne en rigtig butik, fordi man som kunde har brug for at kunne mærke, dufte og se på læderet," siger Anna Aagaard, som derfor åbnede butikken Narv i Vestergade 44 lørdag 14. marts - altså nogenlunde samtidig med, at Danmark gik i dvale.

"Vi har da kunder i butikken, men vi savner den trafik, der plejer at være i gågaden. Derfor håber jeg, at Danmark åbner igen, så snart det bliver muligt," siger Anna Aagaard.

Narvs varer er lavet af huder fra Grambogårds kødkvæg, som er blevet garvet vegetabilsk i Sverige og bearbejdet på værkstedet i Ørstedsgade.

"Jeg lever af at se muligheder, som ingen andre kan se, og bagefter realisere dem. Jeg er sikker på, at folk gerne vil købe vores lækre læderprodukter, når først de har haft mulighed for at have dem i hånden," siger Anna Aagaard, som fortæller, at huderne bliver garvet vegetabilsk på et garveri i Sverige, inden de bliver hentet hjem og forarbejdet på Narvs værksted i Ørstedsgade.

"Vore produkter er gennemsyret af omhyggelighed, kvalitet og bæredygtighed. For eksempel kasserer vi ikke læder, bare fordi man kan se, at koen har fået et bistik eller har ligget på en sten. Hos os er det med til at give forklædet eller tasken noget historie og personlighed," siger indehaveren af Narv, hvor der er flere fleksjobbere og praktikanter ansat.

Anna Aagaard kan godt lide skind og læder, der fortæller om det liv, kvæget har levet. Derfor kan hun godt lide lædervarer med små ar og skrammer, som med tiden får patina. 

"Men det er først og fremmest en virksomhed, så alle får en reel løn. Men vi vil gerne være med til at tage et socialt ansvar, og hos os vil vi hellere have, at vores medarbejdere er omhyggelige, end at de er hurtige," siger Anna Aagaard, som glæder sig til, at byen åbner igen.

"Odense kan noget særligt. Jeg fornemmer, byen har noget vildskab, som bare venter på at komme ud. Vi har langt om længe taget spændetrøjen af og er nu klar til at gøre noget helt andet, end vi har gjort i årtier," siger den 52-årige iværksætter.